De små fags død

FEATURE: Et hav af små humanistiske fag er lukkede over de seneste 20 år, mens de tilstedeværende lider af få studerende, manglende ressourcer og faglige nedprioriteringer. Traditionelt har disse fag haft en særlig rolle i samfundet, hvor de har bidraget med forståelse af andre af kulturer, historie og kulturhistorie. I et samfund med stigende fokus på nyttefunktioner, er disse fags rolle minimeret. Fagfolkene mener, at man med de små fags død også risikerer at begrave vores kulturforståelse for altid.

Af Thor Ølgaard Hansen

Nervøsiteten havde igen lagt sig over Københavns Universitet.

Den familiære sparekniv skar sig igennem gangene.

Og hvis historien stod til troende, var det de små, humanistiske fag, der skulle huske at låse døren for budget-bødlen.

Der var dog ingen bange anelser hos kontoret for Tibetologi – forskningen af Tibet – der ellers ikke ligefrem kunne prale af et bugnende studenteroptag.

Jan-Ulrich Sobisch, der var lektor i faget, havde fået at vide, at så længe faget uddannede nok bachelorer og kandidater, skulle de nok være fredet. Derfor var de stimlet 10 kollegaer sammen på kontoret, selvom det var udmeldt, at man skulle sidde på hver sit kontor under fyringsrunden.

*Pling*

En mail tikker ind på Jan-Ulrich Sobitschs computer. Han er fyret. Og hele hans fag skal nedlægges.

“Jeg så det overhovedet ikke komme. Det var virkelig en overraskelse, et chok, nogle af mine kollegaer græd. Dengang var det lidt en traumatisk oplevelse”, fortæller Jan-Ulrich Sobisch over en Zoom-forbindelse fra Tyskland, hvor han nu er forsker. I samme sparerunde, der var den seneste store luknings-runde på Københavns Universitet, blev også finsk og Indologi (studiet om det historiske Indien) lukket, mens en række andre små fag blev lagt sammen i en “redningsaktion.”

Hvad betyder “små humanistiske fag”?

Denne artikel omhandler, hvad der kan kategoriseres som små humanistiske fag. Og hvad betyder det så?   De er humanistiske, da de hører under humaniora på universiteterne, hvilket betyder, at de enten omhandler sprog eller kultur.    De er små i den forstand, at de ofte har under 20 studerende pr. årgang – og nogle gange helt ned til blot fem studerende.   Derudover er fagene ofte meget niche – dvs. det ikke er de fag, man hører om til daglig. Et eksempel kunne være Indianske Sprog og Kulturer.   Disse fag har også ofte en anden – mere samfundsintegreret – rolle end den gængse humaniora-uddannelse. Det kan f.eks. være ved at uddanne personer, der gør samfundet klogere på andre lande/kulturer. Nogle af de små fag får økonomisk støtte af Staten for deres vigtighed for samfundet.

Hvad fanden kan vi bruge det til?

“Hvad fanden kan vi bruge det til?”, er et spørgsmål lektorer og studerende på de små humanistiske fag tit møder. Derfor vil du i løbet af denne artikel kunne læse faktabokse med eksempler på, hvad de små humanistiske fag selv mener, samfundet blandt andet kan bruge deres fag til.

Døden ved tusind spare-snit

Denne lukningsrunde i 2016 er hverken unik for Københavns Universitet eller for humaniora. Alle universiteter har over en årrække lukket uddannelser – især mange små, humanistiske fag er blevet lukket. Disse fag kan ofte genkendes på at omhandle et fremmedsprog (eksempelvis finsk) eller et rimelig niche fagområde (eksempelvis Tibetologi).

Ifølge universiteterne selv er der siden 2010 lukket 114 humaniora-uddannelser, og optaget for bachelorstuderende på humaniora er faldet med 47% siden 2013, hvorimod optaget er steget betragteligt på de teknisk-, sundheds- og naturvidenskabelige uddannelser.

Der er altså nok uddannelser at sørge over, men sorgen rammer alligevel dybere for de små humanistiske fag, mener Jan-Ulrich Sobisch. For når de først er væk, kommer de ikke igen:

“Da jeg blev hyret i 2004, tog det over 10 år at genopbygge Tibetologiens status ved Københavns Universitet. Jeg skulle opbygge en studieordning at følge, skabe anerkendelse internationalt, så vi kunne tiltrække dygtige folk og undervise den næste generation af eksperter. Det tager virkelig lang tid.”

Når et fag sover stille ind, bliver historien også stille. Fortiden kan ikke længere kommunikere med os, fortæller Kenneth Gregory Zysk, der på sit kontor ved Københavns Universitet har omkring 3000 manuskripter fra Indien på sanskrit (et ældgammelt skriftsprog) til at stå i tre temperaturstyrede skabe. Manuskripter, der går tilbage til midten af det forrige årtusind, og som nu står uudforskede. 

Jan-Ulrich Sobitsch påpeger den modsatte bivirkning af lukningen af Tibetologi: At historiens stemme også kan ændres:

“Kina er nu i gang med at omskrive Tibets historie. Engang påståede Kina, at Tibet har været en del af Kina siden 1300-tallet, nu siger de 700-tallet – selvom begge påstande er historisk forkerte! De er i færd med at udslette en kultur. Klostrer bliver omdannet til museer, og munke bliver tvunget til at studere kinesisk politik. Vi har en moralsk pligt til at værne om kulturhistorie for menneskehedens skyld”, understreger lektoren, der selv har mødt tibetanere på sine forskningsrejser, som senere er endt 20 år i kinesiske arbejdslejre.

Læs mellem kruseduller-linjerne

Frygten er, at historie-omskrivning også viser sig ladsiggørlig i Indien, hvis nationalkonservative regering er kendt for til tider overvurderede analyser af Indiens historie – som da en minister mente, at indere opfandt internettet for 9000 år siden, eller at Indien havde ballistiske missiler for flere hundrede år siden. 

Dét fortæller Jacob Schmidt-Madsen, ph.d. i Indologi ved Københavns Universitet, fra kontoret med de 3000 manuskripter, som han har forsøgt at kategorisere, inden hans ansættelse ved universitetet ophører, og universitetet dermed ikke længere har nogen, der læser sanskrit. Som han selv forklarer, nåede han lige at få foden indenfor sin ph.d.-uddannelse i 2016, da universitetet valgte at lukke faget. 

På kontoret hænger syv billeder – heriblandt Kenneth Gregory Zysk – der tæller alle professorer i Indologi, der har begået sig hos Københavns Universitet siden 1800-tallet. 

Nogle af billederne har mange år imellem sig, hvor Indologi har været på pause – men er altså genopstået igen. Noget der ellers ifølge lektorerne er ekstremt svært, hvis ikke umuligt.

Jacob Schmidt-Madsen fortæller, at der før i tiden altid har været en person, der kunne sanskrit eller på anden vis været kvalificeret til at træde ind som Indologi-professor. Men fordi faget over tid har mistet styrke, er dette ikke længere muligt, hvorfor han ikke ser en ny genoplivning for sig.

Han træder hen og åbner én af de tempererede skabe og hiver et papirbundt med alenlange skriblede sætninger frem, der for den uvidende mest ligner kruseduller. Men det er et århundrede gammelt stykke sanskrit, hvis præcise indhold er uvis.

“Der er nok mange, der tænker: hvorfor give dem penge, hvis de ikke engang ved, hvad de vil finde og om det er noget værd? Men ting dukker først op, når man kigger efter dem.”, siger Jacob Schmidt-Madsen, og han har endda et konkret eksempel oppe i ærmet.

Da han pådrog sig at kategoriserer 3000 styks sanskrit-manuskripter, faldt han over et diagram af et ældgammelt indisk “snakes-and-ladders”-spil – det velkendte brætspil – som så vidt vides aldrig er blevet set før. 

Så vil mange nok modsat bruge dette eksempel til at påpege, hvor ligegyldigt det I forsker i er. Hvorfor spytte en masse skattepenge i et fag, der forsker i gamle brætspil?

“Brætspil rejste især med handelsfolk og soldater, så via brætspils geografiske bevægelse kan man også kortlægge spredningen af kultur, og vi kan blive klogere på hvor og hvornår bestemte kulturer mødtes. Der findes et brætspil, der på den ene side var til folk fra Mesopotamien og på den anden side Ægypten – et eksempel på samspillet mellem kulturer.”, svarer Jacob Schmidt-Madsen, og tilføjer, at spil historisk har været med til at sætte rammerne for vores kulturudvikling.

Sådan forskning mener Jacob Schmidt-Madsen – og de tidligere lektorer – ikke har den nødvendige forståelse og påskønnelse på universiteterne eller i samfundet: “Nogle gange drømmer jeg lidt om, at de bare lukkede hele humaniora i stedet for at holde det i live på respirator. Så kunne man bagefter vurdere, om humaniora er noget, vi gerne vil have, og om vi skal oprette det igen.“

Indologi – hvad fanden kan vi bruge det til?

Ifølge Jacob Schmidt-Madsen, ph.d.. i Indologi, er det vigtigt at kende forhistorien på et så vigtigt land som Indien, hvis geopolitiske magt kun bliver større i fremtiden. Han mener, at hvis vi kun har handel i tankerne, når vi interagerer med Indien, og lader historien glide i baggrunden, så bliver vi nemt ofre for propaganda og historie-omskrivning fra Indiens side. Desuden er det nemmere at operere i det indiske marked, hvis man kender deres historie og kultur.

Fitness med betonblokke om anklerne

Journalisten har til denne artikel snakket med en lang række lektorer, studerende og forskere, der stort set alle giver udtryk for, at de små humanistiske fags nuværende helbredsstatus ikke er prangende. Det er da også en lægelig vurdering, som politikerne i hvert fald til dels anerkender. 

Der er blevet oprettet et Småfagsråd, der hvert tredje år uddeler 17 millioner kroner til de små fag, der kun udbydes ét sted og som vurderes at have en vigtig samfundsbetydning. I 2017 blev der nedsat en såkaldt sprogstrategi af den daværende VLAK-regering, der skulle sætte fokus på problemet relateret til de små fag med fremmedsprog som emne, og en følgegruppe skulle komme med anbefalinger til forbedringer.

Denne følgegruppes tid udløb i 2. Kvartal i år, og da daværende Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye d. 20. marts blev adspurgt af en folketingspolitiker, hvad anbefalinger så skulle bruges til, svarede han, at regeringen endnu ikke havde haft mulighed for at drøfte anbefalingerne.

Sproglysten er der, men muligheder er ikke

Mange af de små humanistiske fag har udgangspunkt i et fremmedsprog. Fremmedsprog er i en årrække blevet nedprioriteret i folkeskole og gymnasium, hvor f.eks. fransk, italiensk og spansk bliver mere og mere sjældent. En rapport fra National Center for Fremmedsprog viser dog, at de unge gerne vil lære et nyt sprog – men de vil lære det via kommunikation og ikke grammatik og tekster. Når de unge ikke får et fremmedsprog under huden, er de mindre tilbøjelige til at vælge et fag på universitetet med et fremmedsprog.   Kilde: Elevperspektiver på fremmedsprog fra folkeskole til gymnasium, NCFF

Nogle af anbefalingerne omhandler de unges manglende valg af netop de små, humanistiske fag, hvorfor optaget er faldende på disse uddannelser. De unge vælger dem simpelthen ikke, og det er et problem på grund af måden, de danske universiteter er indrettet på. Dét kan være en lidt kompleks størrelse, så lad os give os i kast med en analogi:

Forestil dig et fitnesscenter. Hvis fitnesscentret skal kunne løbe rundt økonomisk, skal de have folk ind og træne, så folk betaler for et abonnent. På samme måde skal universiteterne have studerende ind, da de bliver betalt af Staten pr. studerende – det er denne struktur, der kaldes Taxametersystemet.

Men folk betaler ikke helt det samme i abonnent – nogle tilvælger holdtræning, andre tilvælger proteinpulver. Universitetet får heller ikke det samme for de studerende – nogle studerende vælger humaniora, og de giver den laveste betaling (ca. 35.600 kroner pr. studerende), mens naturvidenskabelige studerende giver ca. 74.100 kroner.

Okay, det var nogenlunde nemt at forstå – men vi er dog ikke helt færdige.

I fitnesscenteret kan man træne på forskellige hold – der er et spinninghold, et crossfit-hold osv. Hvert hold har en træner, der bliver betalt for, hvor mange personer, de træner – men kun hvis deltagerne når deres træningsmål. Derfor har hver træner incitament til, at så mange som muligt når deres mål, og at de gør det på netop dén træners hold – det er nemlig bedst for træneren og hans holds økonomi. Nogenlunde på samme måde skal universiteternes lektorer få studerende til at bestå på netop deres uddannelse – det kaldes STÅ-strukturen, hvilket står for “studerende årsværk”.

Denne illustrerede opbygning af universiteternes økonomi gør det mindre rentabelt at have få studerende på en uddannelse, og det giver mindre incitament at hjælpe de små fag, da andre “hold” på universitetet dermed mister STÅ-point. Mange lektorer fra de små fag føler, at disse indretninger er med til at opsætte barriere, så man ikke kan samarbejde med andre fag, hvilket ellers er brugbart for dem med få studerende. For de små humanistiske fag betyder det, at man ikke kan fylde holdtræningen ud, og i stedet for at komme i bedre form, bliver helbredet værre.

Studerende som kanonføde

En tommelfingerregel i universitetskredse siger, at der skal ca. 30 studerende pr. årgang til, før en uddannelse er økonomisk rentabel. De små humanistiske fag ligger som oftest under 20 studerende og nogle gange helt nede på 4-5 studerende. 

Universiteterne bliver alligevel ofte anklaget for at agere som virksomheder, så hvorfor egentlig ikke bruge kapitalistisk logik og lukke disse små fag, hvis der ingen efterspørgsel er hos de unge?

Her ville fortalere, som lektorerne vi har hørt fra indtil nu, påpege, at uddannelserne giver dannelse til samfundet. De bidrager med noget, der ikke kan vejes i kroner og øre. 

Den argumentation er dog lige lovlig højhellig, ifølge Mads Erik Storm, der er Uddannelses- og Forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv:

“Jeg synes egentlig, det er en lidt spøjs ting, at man sætter arbejdsmarkeds-relevans modsat dannelse. Jeg er sikker på, at vores (Dansk Erhvervs red.) medlemmer også gerne vil have dannede mennesker. Det er vældig fint at uddanne sig til dannelse, men dannelsen skal også have visse kompetencer, der skal i spil – hvad skal man ellers bruge det til?”, spørger han og kan ikke selv på stående fod huske en uddannelse, der er blevet lukket, hvorefter arbejdsmarkedet har efterspurgt den forgæves.

Han pointerer dog, at han ser en forskel mellem de hundredvis af humaniora-uddannelser, der findes i det ganske land og så de meget små humanistiske fag, der ikke spiller helt samme rolle på arbejdsmarkedet.

Han er enig i, at finansieringen for disse specifikke små fag ikke er helt optimal i den nuværende indretning:

“Der er et problem med finansiering, når det kommer til humaniora. De er på sin vis tvunget til at optage en masse studerende, også mere end man har brug for, fordi det er måden, man finansierer uddannelser, men også en del af forskningen på. Det er jo også synd for de unge mennesker, der bliver brugt som kanonføde, når universiteterne skal opretholde visse forskningsmiljøer”, forklarer han og tilføjer, at der f.eks. gerne må uddannes i russisk, så vi kan forsvare os mod russisk misinformation, men der skal bare ikke uddannes 20 af dem.

Her støder vi netop ind i en generel misforståelse, når det kommer til de små humanistiske fag, mener Joachim Wiewiura, der er forsker ved Humanomics Research Center, som undersøger humanioras status i samfundet. Pointen med de små humanistiske fag er netop, at de skal være små og kvalitetsbevidste – og ikke at skabe en masse kontormedarbejdere.

Han bruger som eksempel filosofi-uddannelsen, der kan tages på næsten alle universiteter og producerer en stor mængde uddannede hvert år. Men Danmark har slet ikke kapacitet til at kunne bruge så mange filosoffer, hvorfor de som regel ender i kommunikationsarbejde eller lignende. Han så hellere, at man minimerede antallet af filosoffer til 20 pr. årgang. Det handler nemlig om en balancegang, hvor fagene er små, men stadig ikke lukningstruede.

Disse typer små fag kan vælges at ses som en videns-reserve – klar til at gå i kamp imod opståede problemer.

“Man kan også tænke det i militær-tankegang, at man ikke kan begynde at mobilisere, mens modstanderen angriber. De mere niche fag og sprog behøver ikke nødvendigvis være store, men de skal bare være til stede. For nylig så vi en konflikt i Nagorno-Karabakh mellem Azerbaijan og Armenien, noget de færreste til daglig tænker på, og derfor er det vigtigt at have personer, der kan gøre os alle klogere på det.”, siger Joachim Wiewiura. 

En humanist og en erhvervsmand viser sig altså nogenlunde enige i, hvordan de små humanistiske fag skal forstås og behandles, hvilket journalisten ikke kan dy sig for at nævne for Dansk Erhvervs Mads Erik Storm:

“Der kan man bare se!”

Fra offentlig til privat gedemarked

Hvis begge sider af debat-spektret kan være enige i, hvad de små humanistiske fag skal være, og at de kunne nyde godt af en anden finansiering end den nuværende, så burde en løsning vel ligge til højrebenet?

Ikke just. Man bliver ikke sundere, bare fordi man er bekendt med, at man nok burde begynde i fitness efter nytår.

Og der er en mening med den nuværende galskab, forklarer økonom Per Nikolaj Bukh:

“I de gode gamle dage, hvor universiteterne var på finansloven, kunne universiteterne og regeringen forhandle om skabelsen af flere studiepladser på bestemte fag. Hvor universiteterne så ofte ville sige: “giv os nogle flere penge, så skal vi nok oprette dem.” Det var lidt af et gedemarked.”

Derfor har man nu indrettet universiteterne, så de egentlig kører nogenlunde økonomisk frit fra politisk indflydelse. Det har også betydet, at visse uddannelser er blevet rene “cash cows” for universiteterne, mens andre – de små humanistiske fag – i princippet skulle lukke i morgen ud fra et rent økonomisk perspektiv – og dog, forklarer Per Nikolaj Bukh:

“Universiteterne kan jo egentlig ikke spare så forfærdelig meget ved at fjerne eksempelvis Grønlandsstudier, men hvis de nu nævner, at de vil overveje at lukke lige dén uddannelse, kan det jo være, at man får nogle politikeres opmærksomhed, der mener at en lukning ville være skidt for samarbejdet i Rigsfællesskabet”, siger han og tilføjer, at universiteterne i princippet kunne give de små fag flere penge i morgen, hvis de gad.

Fra Per Nikolaj Bukhs synspunkt er ingen tjent med underfinansierede små fag. Derfor ville han foreslå, at universiteterne enten lukker dem, eller tænker i en ny finansiering, hvor hver uddannelse med under 30 studerende får en fast pose penge, lige meget hvor mange studerende, der præcis går på uddannelsen. Universitetet får stadig penge fra staten alt efter, hvor mange studerende, der består deres eksamener på universitetet, men i princippet SKAL universiteterne ikke fordele pengene videre til de enkelte uddannelser efter studenter-antal. De bestemmer selv til en vis grad, hvor pengene skal føres hen.

Dén tankegang er dog lidt for smart, hvis man spørger Jesper Langergaard, der er direktør for Danske Universiteter, de otte universiteters samarbejdsorganisation:

“Det er korrekt, at universiteterne i princippet kunne omfordele deres uddannelsers økonomi. Jeg vil dog mene, at det er en forsimpling af problematikken. For der er jo tale om et nulsumsspil, hvor vi dermed tager fra andre uddannelser. Der er en balancegang, man skal ramme, og det kan være svært, når man mangler ressourcerne.”

Jesper Langergaard mener, at universiteterne skam er bevidste om de små humanistiske fags betydning, og at universiteterne ikke blot lukker dem, fordi det er nemmest.

Man kunne indvende, at de mange lukkede små fag over en årrække, især i 2016, er eksempler på, at I netop ikke værner om disse fag, men tænker mere i økonomi?

“Det er meget afhængigt af, hvilke specifikke fag, der er tale om. Men universiteterne er skam klar over deres samfundspligt, og roden til lukningerne er som oftest simpelthen en mangel på studerende på den givne uddannelse. Hvilket også er årsagen til, det er forsimplet at foreslå, at man blot gav småfagene flere penge, for det løser ikke problemet med manglende studerende.”

Per Nikolaj Bukh påpeger, at universiteterne også kunne sende aben videre til politikerne, men han vurderer, at der er minimale chancer for, at politikerne vil sætte sig ned og ændre hele systemet på grund af et par meget små fag:

“Så kan universiteterne selvfølgelig sige, at det bliver bøvlet for dem, og at det er meget nemmere at have en enkel og transparent struktur som den nuværende, men det er jo lige meget, hvis den så ikke virker – så er det bare transparent, at det ikke fungerer.”

Jesper Langergaard er enig i, at universiteterne kan gøre mere i at samarbejde for at hjælpe de trængte små fag. Han mener dog, at hjælpen først batter for alvor, når der kommer flere ressourcer – og han er positivt stemt i forhold til den kommende kandidatreform, som han selv er med til at forhandle.

En gordisk knude med spejderknob

At den nuværende finansiering baseret på antal studerende ikke er optimal, kan man hurtigt få lektorerne fra de små humanistiske fag til at blive enige i. Når det derimod skal vurderes, hvad der skal komme i stedet for, opstår der hurtigt en gordisk knude.

Der går dog en rød tråd fra lektor til lektor, som måske kan være med til at løsne knuden, hvis man hiver lidt i tråden.

Den røde tråd er forskels-opfattelsen mellem uddannelsen og forskningsmiljøet hos fagene.

Hver af disse små humanistiske fag har en uddannelse, hvor de uddanner studerende, og et forskningsmiljø, hvor de forsker i deres givne fag. Disse to deles økonomi hænger sammen i den nuværende struktur, men det ville være en fejl at tænke dem som værende én masse, mener Trine Brox, der er Viceinstitutleder for forskning ved ToRS-instituttet (Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier) på Københavns Universitet, hvor de fleste små humanistiske fag har til huse.

Hun bruger sig selv som eksempel, da hun tidligere har været ansat ved Tibetologi-uddannelsen, som nu er lukket, men hvis forskningsområde aldrig var vaklende:

“Det har faktisk ikke været svært at få forskningsmidler til Tibetologi. Også andre småfag har stor succes med at søge forskningsmidler. Der er det vigtigt at skelne mellem småfagenes uddannelse og deres forskning. Småfagsuddannelser tiltrækker få studerende, men småfagenes forskning omhandler store og vigtige spørgsmål og deres forskning er anerkendt og værdsat. Derfor støttes småfagenes forskning med økonomiske midler både fra danske og europæiske fonde.”, forklarer hun.

Lektorerne, journalisten har snakket med, kunne godt se finten i at finansiere selve forskningsmiljøerne i stedet for uddannelsen og dens studenteroptag – altså en variation af økonom Per Nikolaj Bukhs forslag med fast bevilling til fagene. Dermed kommer der fokus på den “samfundsvigtige forskning”, og fagene skal ikke stresse over, at de skal få studerende ind for at undgå lukning.

Men verden ikke så simpel. Det pointerer blandt andet Jesper Nielsen, der er lektor ved Indianske Sprog og Kulturer ved Københavns Universitet: “Som udgangspunkt er det fint, hvis man vil fokusere på forskningsmiljøet, men vi skal stadig sikre os, at der kommer nye studerende ind. For hvis ikke, så kan vi ende med alene at rekruttere internationale medarbejdere, og så bliver det sværere at videreformidle vores forskning til det danske samfund og skolesystem, så de også får noget ud af det.”

Indianske Sprog og Kulturer – hvad fanden kan vi bruge det til?

Ifølge Jesper Nielsen, lektor i Indianske Sprog og Kulturer, bliver de gamle kulturer på det amerikanske kontinent brugt som en slags “kulturlaboratorium”. Disse kulturer har nemlig ikke været påvirket af alle de gamle europæiske, afrikanske og asiatiske kulturer, da atlanterhavet skiller dem ad. Så når forskere skal studere f.eks. gamle kulturer i Mellemøsten, så kan de sammenligne med de amerikanske kulturer for at få en mere neutral reference til, hvordan gamle kulturer opførte sig.

Tankegangen er, at man leger med ilden, hvis man i højere grad fjerner fokus på uddannelsesdelen, når optaget af studerende i forvejen er så lille, som det er. Hvorefter frygten bliver, at studenter-optaget helt stopper, hvilket betyder ingen nye forskere til at køre forskningsmiljøet videre.

For nuværende er optags-tallet alfa-omega for de små humanistiske fag. Derfor har universiteterne givet sig i kast med en finte, der kan lade antal studerende stige, uden at budgettet stiger i samme grad. Bifaldet af denne finte stiger og falder dog, alt efter hvem man snakker med.

Harmonika-sammenlægning redder liv

Hvis man har nogle små fag, der ikke har nok studerende til, at universitetet vurderer dem økonomisk rentable, hvad kan man så gøre i stedet for at lukke dem alle?

Man kan lægge dem sammen til én uddannelse og dermed få flere studerende på uddannelsen.

Denne finte blev brugt flittigt tilbage i 2016 på Københavns Universitet, hvor man samlede russiske- polske- og Balkanstudier til Østeuropastudier og persisk, hebraisk, tyrkisk og arabisk til uddannelsen Mellemøstens Sprog og Samfund.

Logikken dengang var, at ledelsen godt kunne tillade sig at samle fag, der alligevel var nogenlunde sammenlignelige, da fagene dermed havde overlap i undervisningen. Hvorimod det ville give mindre mening at lægge f.eks. finsk og Tibetologi sammen.

For Annika Hvithamar, institutleder ved ToRS, hvor Østeuropastudier og Mellemøstens Sprog og Samfund hører under, er sammenlægningen det bedste af to onder:

“Når vi er tvunget til at spare, så synes jeg, at sammenlægninger af relaterbare uddannelser er en bedre vej at gå end lukning af uddannelser. Ulempen er, at de studerende får mindre detaljeret viden om det enkelte land, fordelen er at de studerende får en bredere viden om hele regionen. Et bredere regions-kendskab kan også betyde større muligheder for den studerende i forhold til deres fremtidige arbejdsmarked.”, argumenterer Annika Hvithamar, der dog ikke selv var i en ledelsesfunktion, da sammenlægningerne fandt sted.

Dét er vurderingen, som går igen hos alle lektorer, journalisten har snakket med: Som udgangspunkt er sammenlægninger ikke at foretrække, men hvis der skal spares, vil man hellere sammenlægge end lukke.

Sammenlægning-held i spare-uheld

På Aarhus Universitet faldt man over fag-samarbejdets positive sider ved et uheld. Under en spareøvelse valgte man at skabe et fælles kandidat-fag – Global Area Studies – der kombinerede en række fag med udgangspunkt i fremmedsprog. Faget viste sig yderst populært blandt både lektorer og studerende. Nogle lektorer udtrykker, hvordan det giver en bredere forståelse for visse regioner og lader studerende med forskellige sprog arbejde på tværs og lære af hinanden.

Det betyder dog ikke, at det var en enkel og gnidningsfri proces, forklarer Tea Sindbæk Andersen, der er lektor ved Østeuropastudier med fokus på Balkan, og som var med til at designe sammenlægningen:

“Der var en del debat i 2016 med studenterrådet (der indeholder studerende fra hele ToRS-instituttet), der synes, det var en meget dum idé at lægge uddannelser sammen, men det østeuropæiske fagråd var egentlig mere positiv stemt, og jeg selv var lidt splittet omkring det hele. På den ene side er det frygteligt, at vi bliver færre ansatte, for det gør os alle sammen dummere. Men på den anden side er sammenlægningen med til at redde nogle fag. Og jeg synes faktisk, at på nogle punkter, blev vores uddannelse bedre af det.”

De positive bivirkninger var ifølge Tea Sindbæk Andersen, at det større overlap imellem uddannelserne giver en bredere forståelse for området, som nogle gange kan mangle i den danske universitetsstruktur, hvor uddannelser er mere individuelle end i andre lande.

Hvad gør udlandet anderledes?

Danmarks uddannelsessystem er opdelt i “siloer”. Det vil sige, at man tager en meget specifik uddannelse – f.eks. Historie – hvorefter man bygger oven på dén uddannelse og gør den endnu mere specifik. Man har én uddannelse, der bliver lagt oven på igen og igen – ligesom en silo.   I England og USA er uddannelsessystemet mere pyramide-formet. Her begynder man med en bred uddannelse – f.eks. Humaniora – hvorefter man specificerer lidt til f.eks. Historie. I disse lande har man mere fokus på det brede vidensfundament end det detaljerede. Tilhængere af denne indretning pointerer, at bredden gør det nemmere at tilrettelægge ens uddannelse og skabe samarbejde mellem fagene.

“Personligt synes jeg, at man burde gøre faglighederne på humaniora mere overlappende, så man kan tilvælge f.eks. balkanstudier, når man går på historie-studiet. Jeg tror, det kunne være med til at give den bredde i humaniora, som arbejdsmarkedet efterspørger.”, siger Tea Sindbæk Andersen.

Hun anerkender dog bekymringen om, at en sammenlægning kan betyde, at mindre fag bliver opslugt af de større fag, hvorfor kvaliteten kan blive dårligere. Det har dog ifølge hende ikke været tilfældet på Østeuropastudier, da sprogene og kulturen har visse lighedspunkter.

Ruslandstudier – hvad fanden kan man bruge det til?

Ifølge Daniela Andersen, studerende ved Ruslandstudier, er det vigtigt at få et detaljeret og dybdegående indblik i Rusland. Hun har selv familie i Østeuropa og har oplevet, hvordan undervisningen herom i folkeskole og gymnasium ikke nødvendigvis afspejler tankerne og tilstandene for menneskene i Rusland og Østeuropa. Hvis man vil interagere meningsfuldt og konstruktivt med Rusland, kræver det en forståelse af deres historie, kultur og essens.

Vi bliver dummere, end vi allerede er

Samme sprog-fordele har fagene på den sammenlagte Mellemøsten-uddannelse ikke, mener Anton Kock Marcussen, der er studenterrepræsentant i studienævnet på ToRS og som pt læser en kandidat i arabisk ved Københavns Universitet:

“Hell no, sprogene er ikke i nærheden af at være ens. Nogle af dem har helt forskellige sprogstammer. Selv arabisk, som jeg taler, har standard-arabisk, der er den, som typisk bruges i medier, politiske taler og skrevet kommunikation, men har så alskens lokale dialekter, som ikke altid forstår hinanden lige godt.”

Anton Kock Marcussen læser selv arabisk, den klart største af de fire sprog på uddannelsen, men hører i sin rolle som studenterråds-medlem ofte fra medstuderende, hvordan de andre sprog bliver nedprioriteret. Hvordan der f.eks. kun bruges 2 undervisningsgange på Israel/Palæstina eller 3 undervisningsgange på Osmannerriget, fordi de emner mest hører under fagene hebraisk og tyrkisk – men disse emner er yderst centrale for forståelsen af de givne fag.

Han er dog indforstået med, at de i sammenlægningens logik giver mening, da arabisk er meget større end de andre sprog på uddannelsen. Men for Anton Kock Marcussen er der en problematik i, at de andre sprog bliver nedprioriteret i Danmark:

“Hvis man tager Tyrkiet (der snakker tyrkisk red.), Iran (der snakker persisk red.) og Marokko (der snakker arabisk red.) – den almene dansker tænker jo formentlig, at de nok er meget ens. De virker ens, så de har nok samme kultur og samfundsforhold. Og det er et eller andet sted fair nok, de fleste ikke forstår forskellene, men vi skal jo have nogen i landet, der gør og kan gøre os andre klogere. Vi kommer til at gøre dumme ting – dummere end vi allerede gør – hvis ingen har et ordentligt indblik i regionen og de mennesker, der bor i den.”

Mellemøststudier – hvad fanden kan man bruge det til?

Ifølge Anton Kock Marcussen, studerende ved Mellemøstens Sprog og Samfund, kræver det en detaljeret viden om Mellemøstens forskellige kulturer, hvis vi så vidt muligt vil undgå at dumme os i Mellemøsten. Det er vigtigt at have mennesker, der både er eksperter i arabisk, persisk, tyrkisk osv., hvis der pludselig skulle opstå et problem i ét af disse sprogområder.

Det er da heller ikke fordi, lektorerne på Mellemøstens Sprog og Samfund priser sammenlægningen. De er opmærksomme på, at nogle studerende fra de mindre sprogs undervisning bliver kompromitteret.

Ulla Prien, der er underviser i arabisk ved Københavns Universitet, mener det var den rigtige beslutning at sammenlægge, alt taget i betragtning. Der er dog et “men”:

“Set i lyset af, at vi var delvist nødsaget til at lave sammenlægningen, så synes jeg ikke, det har været en dårlig beslutning. Man kan så tænke videre, at hvis man alligevel vælger at nedlægge de små sprog engang i fremtiden, kan man tænke, om sammenlægningen var det hele værd. Men lige nu er den.”

Glasset er halvt fyldt – med luft

Lukninger, sammenlægninger, besparelser, omprioriteringer, reformer. Kært barn har mange navne.

Nogle lektorer hælder til bare at kalde det dannelsestab – til dels skabt af universiteter, der har taget virksomheds-kasketten på.

Dem med virksomhedskasketten på – som Mads Erik Storm fra Dansk Erhverv – har svært ved præcist at spotte tabet på arbejdsmarkedet:

“Jeg kan ikke lige komme på en uddannelse, der er lukket eller mindsket, som senere har vist sig at være efterspurgt på arbejdsmarkedet. Det er også noget, jeg nogle gange spørger humanister om, og der kommer aldrig så meget svar tilbage.”

Journalisten prøvede også lykken og efterspurgte et konkret eksempel hos lektorerne på et lille humanistisk fag, der er lukket og som har givet negative følgevirkninger for samfundet. 

Ingen havde et svar på stående fod og argumenterede i stedet at qua disse fags natur, er det svært at påpege noget konkret, da de opererer med mere abstrakte forskningsområder. Oversat: Det er nemmere at opdage, at der pludselig bliver lavet mindre medicin, end det er at opdage, at vi ved mindre om Tibet.

Mads Erik Storm mener dog også, som tidligere nævnt, at de små fag er anderledes end humaniora-fag som dansk, historie eller sociologi. De er ikke designet til arbejdsmarkedet, men til noget andet, mindre håndgribeligt.

Og det er farligt for vores “videns-beredskab”, hvis den populære idé om erhvervs-relevans og arbejdsmarkeds-behov lægges over de små humanistiske fag, forklarer Tea Sindbæk Andersen fra Østeuropastudier:

“Det kan være problematisk, for hvad hvis de unge pludselig ikke er så interesserede i Balkanstudier? Ja, så forsvinder det. Arabisk og kinesisk var på et tidspunkt ved at udgå fra universitetet, fordi det ikke var populært, de unge kunne ikke se det brugbare i dem. Den tankegang er vi nok ikke enige i nu om dage.”

Uffe Østergaard, der er professor emeritus ved Copenhagen Business School, mener endda, at vi skal prøve at bibeholde så mange forskellige sprog på universiteterne som muligt. Og han har ikke så meget til overs for dem, der mener, de små fag bare skal lukkes:

“I 80’erne var der også snak om at lukke f.eks. russisk, arabisk og kinesisk. Selv dem, der ikke var videre dumme tænkte, at det får vi nok ikke brug for. Men tiderne ændrer sig jo. Der er jo også nogle, der har ment, at livet er for kort til franske film. Man kan altid finde dummernikker.”

Brasilianske Studier – hvad fanden kan vi bruge det til?

Ifølge Georg Fischer, lektor ved Brasilianske Studier, er det – ud over at kende det portugisiske sprog (det 7. mest talte sprog i verden) – vigtigt at forstå Brasilien, der er i færd med at stige i de geopolitiske grader. De er medlem af BRICS-landene, der har stigende ambitioner på verdensplan, og så er de et foregangsland for “Det Globale Syd” (en betegnelse for landene syd for ækvator), hvis magt i fremtiden kommer til at rivalisere den klassiske vestlige indretning af verden.

Selvom der siden 80’erne er lukket et utal af små humanistiske fag, ser alle lektorer, journalisten har snakket med, glasset som værende halvt fyldt. Men de er dog også smertelig bevidste om, at glasset er mindre fyldt, end det har været.

Institutlederen for mange af de små fag, Annika Hvithamar, er heller klar til at skrive småfagenes nekrolog endnu:

“Jeg har nok haft tænderne i materien i så lang tid, at jeg ikke er decideret sortsynet på vegne af småfagene, dermed ikke sagt, der ikke er problemer. Det er ikke universitetsledelsens eller politiske beslutninger, som bekymrer mig mest. Den største trussel er den meget lille søgning til fagene. Jeg tror det største problem er, at småfagene har samme regler for optag som uddannelserne med hundredvis af studerende.”

Hvad vinder: Atombomben eller arabiske gloser?

Jesper Eckhardt Larsen, lektor ved Inland University i Norge, har haft tænderne i materien siden 2. Verdenskrig – eller i hvert fald i kilder derfra. Han har forsket i humanioras udvikling fra 2. Verdenskrig til nu og forstår godt, hvis lektorerne føler, at de efterhånden bliver nedprioriteret.

På Det Kgl. Bibliotek, med en mosaik-statue af uddannelses-unikum N.F.S Grundtvig skulende over skulderen, forklarer Jesper Eckhardt Larsen, hvordan man har været bevidst om de små humanistiske fags brugbarhed siden 1940’erne (og før), hvor kulturforståelse af fjenden blev brugt i krigsøjemed. 

Siden da har der været et stigende fokus på uddannelserne nyttefunktion for samfundet. Det blev sværere og sværere at kunne fremvise, hvad de humanistiske fag konkret bidrog med til samfundet. 

Et rammende nedslagspunkt var “Sputnik-chokket” i 1957, hvor Sovjetunionen lancerede verdens første satellit, Sputnik 1, der susede rundt om Jorden – frit til skue for verdensbefolkningen, som kunne se fjendens “våben” frit bevæge sig gennem Vestens stjernehimmel.

En fjende. Et våben. En trussel. En udslettelse. Alt sammen skabt af videnskaben – den tekniske videnskab vel at mærke. 

Vi var nødt til selv at bruge den tekniske videnskab til at sikre vores egen overlevelse. Dét er nyttefunktion.

Siden da har de andre videnskaber givet os vacciner, internettet og sodavand uden kalorier. 

Samtidig har humaniora mistet sit nytte-omdømme. Hvad kan Tibetologi give mig, som kan forbedre samfundet? Er de små fag egentlig ikke unødvendige?

“Jeg ser jo humaniora som et spejl, der afspejler det givne samfund og menneskene i det. Det siger mere om det samfund, der eksisterer, end det gør om humaniora, at det vælger at lukke humaniora”, pointerer Jesper Eckhardt Larsen med reference til historien om Moby Dick, hvor hovedpersonerne spejler sig selv i en mønt, de har taget med på deres skib – en mønt, der kun viser det, man gerne vil se.

Uddannelsessamfundet spejler sig for øjeblikket især i mønter, når nytten nu også gerne skal give et økonomisk afkast.

Snakken falder på et citat fra tidligere politiker Ritt Bjerregaard, der i 70’erne sætter spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet ved, hvad humanistisk forskning kan bruges til – og at det ville gøre forskerne godt at finde ud af, hvad det kan bruges til.

“Jeg tænker lidt, hun ikke kunne se skoven for bare træer. Det svarer til at gå ind på biblioteket og kigge på alle bøgerne og ikke tænke over, at hver bog er der brugt blod, sved og tårer på at frembringe, og ikke kun forfatteren står bag, men et stort netværk. Man kigger kun overfladisk på informationen, men ser ikke al den viden, der ligger bag.”

Hvad der ligger fremadrettet er ifølge Jesper Eckhardt Larsen et endnu større fokus på arbejdsrelevans for fagene, da der foregår en arbejderisme-tankegang anført af Socialdemokratiet – en udvikling, der har grobund i altid at ville tilbage til den romantiske fortid.

“Vi kan gå helt tilbage til N.F.S. Grundtvig, der drømte sig tilbage til vikingerne. Fortiden er altid romantisk”, konkluderer Jesper Eckhardt Larsen med Grundtvig skinnende i baggrunden.

Den sidste i rækken

Tilbage på kontoret for Indologi-faget tænker man sig også romantisk tilbage til fordums tider.

Antallet af studerende på Indologi har været 0 i et par år.

Nu er antallet af ansatte inden for Indologi også 0.

Når denne artikel er skrevet, har Jacob Schmidt-Madsen haft sidste dag på Københavns Universitet og efterladt 3000 ulæselige sanskrit-manuskripter. En aftale er under forhandling, der skal overlade dem til Det Kgl. Bibliotek, men intet er på plads endnu.

Indologi-professorernes billede-række på væggen får muligvis aldrig en kollega mere.

Indologi som universitetsfag er tilsyneladende færdigt i Danmark.

Selvom de gamle professorer efterhånden har beskuet faget fra væggen i århundreder, så mener Jacob Schmidt-Madsen stadig, at de kan belæres af fremtiden. Og han ville selv nyde at blive korrigeret af en ny generation af indologer:

“Jeg har ofte hørt udtrykket: Har vi ikke snart læst alle de tekster, der er? Nej, det har vi ikke, men selv hvis vi havde, så er der forskel på at læse et manuskript i 1800-tallet og nu. Vi ser med andre øjne på teksterne og har en anden forståelse og kontekst, der tillader os at læse manuskripterne på nye og mere aktuelle måder.“

Faget er lukket, men der lukkes aldrig for ny viden.

Københavns Universitets ledelse har ikke fundet det muligt at deltage i et interview, men påpeger, at den nuværende ledelse ikke er den samme som den, der udførte lukninger og sammenlægninger i 2016.

Udenrigs- og Forskningsminister Christina Egelund har ikke haft mulighed for at deltage i et interview.